Outdoor Bjerringbro

Vores værdigrundlag kan kort beskrives som en familie med ønsket at skabe gode aktive oplevelser i naturen. 

Kort sagt: “Leverandør af gode naturoplevelser”
 
Outdoor Bjerringbro startede i 1997 og er ejet af Mette Sloth og Jeppe Bo Nielsen. Mette er sygeplejerske og Jeppe er cand. scient. i idræt og biologi. Vores ambition med Natouren er dels at skabe et bæredygtigt firma og dels at motivere til aktivt og spændende fritidsliv.
 
Kanoudlejningen er hjørnestenen i vores firma, men vores interesse spænder bredt inden for friluftslivet og især ture i naturen. Derfor hedder hjemmesiden natouren.dk. Ture i naturen er kanoture, vandreture, cykleture og løbeture. Der er et personligt engagement i det vi foretager os. Vi gør det fordi vi synes det er interessant og giver mange gode oplevelser. Sammen har vi børnene Diana, Nina og Jens Emil der alle indgår i det daglige virke.

Bjerringbro Kanoudlejning er således ikke bare en turist- og oplevelsesvirksomhed med en god økonomi, men er grundstenen for os, i livet med aktive friluftsaktiviteter i Gudenådalen.

Vores kerneværdier

Historie
En lille beskrivelse af vores  virke i turistbranchen.
Interessen for turistbranchen fik vi da vi I 5 år i sommerferien, var ansat på Åbo Camping i Tversted som aktivitetsmedarbejdere. Det var 5 sjove år, med mange gode oplevelser på en fantastisk dejlig campingplads, den er bestemt et besøg værd.

I 1997 søgte Bjerringbro Kommune en ny forpagter til byens campingplads. Vi søgte stillingen og fik den, solgte vores hus i Odense, sagde vores stillinger op og drog til det midtjyske. Bjerringbro Camping var en lille campingplads midt I byen ned til Gudenåen. Til pladsen var der en kanoudlejning på 12 kanoer. I 7 år drev vi campingpladsen, men i 2004 besluttede vi at ændre pladsens status fra campingplads til teltplads, med kanoudlejning som den primære beskæftigelse. Servicebygningen for campingpladsen blev revet ned i 2006 og på området hvor servicebygningen lå, blev der etableret beskyttede boliger.

Fra da vi overtog Bjerringbro Camping har vi forsøgt at skabe bedre forhold for turismen og friluftslivet I Bjerringbro. Et besøg på Teknisk Forvaltning i august 1997 blev startskuddet til flere års intenst arbejde for at skabe et attraktivt overnatningssted i Bjerringbro. Henvendelsen drejede sig om en lille udvidelse af campingpladsen, men Teknisk Forvaltning oplyste om, at der i regionplan og kommuneplan var afsat mulighed for at etablere en helt ny moderne campingplads. Det var for fristende til at lade ligge, så Jeppe kastede sig ud i projektet. Vores planer for et overnatningssted var Bjerringbro Naturcenter. Vores ambition med Bjerringbro Naturcenter var at etablere en ny og spændende mini-campingplads i Bjerringbro med et tilhørende friluftscenter. Naturcentret var en mini-campingplads, hvor oplevelser og aktiviteter er tænkt sammen i et tæt samspil med naturen.

Resultatet foreligger som lokalplan: F.036-2/B.008-4, Naturcenter med mini-campingplads. I november 2001 blev skelpæle og koter udmålt og opsat til naturcentret. Aftaler med Bjerringbro Kommune om leje og køb af arealerne lå klar til underskrift. Men ak, under de voldsomme oversvømmelser af engarealerne i februar 2002 stod man i vand til knæene (70 cm) på arealet for naturcentret. Sådanne oversvømmelser var ikke set tidligere på arealet, men åbenbart noget vi skal til at vende os til ved å, sø og hav.

Efter skuffelsen at skulle vinke farvel til Bjerringbro Naturcenter, har vi arbejdet med planen om at videreføre den eksisterende kano- og teltplads ved Gudenåvej. Vi er ved at etablere en servicebygning i tilknytning til kanopladsen.

Bunkeren. Etablering af servicebygningen.