Deciderede restriktioner er påkrævet, når risikoadfærd skal begrænses. Dette gælder for livsstilssygdomme forårsaget af rygning, alkohol og kost, men kan ikke anvendes i forhold til motion. Man kan eksempelvis ikke opstille restriktioner for, hvor fysisk passiv man må være. Målrettet aktivforebyggelse er således ikke hensigtsmæssig når talen kommer på at fremme mere motion i den danske befolkning. Et alternativ til aktiv forebyggelse præget af lovgivning, formynderi og løftet pegefinger vil være en mere passiv strukturel forebyggelse, der i højere grad er handlingsanvisende and handlingsbegrænsende. Overføres den handlingsanvisende forebyggelse til et passivt strukturelt niveau, vil det naturlige valg via god fysisk planlægning være det sunde valg. Et valg, der ikke vækkes af skyldfølelse over egen manglende sundhed, men sker på et ikke-bevidst niveau, som det umiddelbart rigtige i øjeblikket.
Passiv strukturel forebyggelse er en måde at anskue forebyggelse på, hvor man betragter det enkelte individ som rationelt responderende på de påvirkninger, som det omgivende miljø udsætter os for, uden at det er med en langsigtet personlig ”sundhedsplan” for øje. Den tilgang står i modsætning til den traditionelle medicinske tankegang om sundhedsforebyggelse, hvor usund adfærd betragtes som en fejl hos den enkelte i valget af livsstil og sundhedsadfærd. Passiv strukturel forebyggelse bygger på, at det ikke udelukkende er den enkeltes forkerte eller uhensigtsmæssige adfærd, der reguleres via oplysning, restriktioner eller samfundets moralske fordømmelse. Den grundlæggende holdning er anderledes. For selv om den enkeltes adfærd er central i forhold til, hvad der fremkalder livsstilssygdomme, ligger det ikke udelukkende som et ansvar og krav hos den enkelte, men i lige så høj grad i den måde, vi fysisk og socialt har indrettet os på i nærmiljøet.
Formålet med passiv strukturel forebyggelse er dels den klassiske tilgængelighedstanke: ”At det sunde valg bliver det tilgængelige og nemme valg”, og dels ”at det sunde valg bliver det naturligste og sjoveste” i alle hverdagens aspekter. Planlægningen og udformningen af vore omgivelser skal i den passive strukturelle forebyggelse sikre, at alt det, man egentlig ikke vælger for sundhedens skyld, men som man blot gør i hverdagen, fordi det er nemt, sjovt livgivende, bidrager til sundhed og fremmer fysisk aktivitet. Det er her, det passive i den strukturelle forebyggelse kan spille en særlig rolle, idet ansvaret for et sundt liv ikke udelukkende lægges på individets egne skuldre. Omgivelserne skal sikre, at man i al ubemærkethed flyttes til en mere aktiv og sundere livsstil.
Hypotesen er, at den passive strukturelle forebyggelse egner sig til at øge den moderate hverdagsmotion for alle samfundsgrupper, også blandt de mange (eller snarere især), der ikke på forhånd er interesseret i sport og motion.
Passiv strukturel forebyggelse er en måde at anskue forebyggelse på, hvor man betragter det enkelte individ som rationelt responderende på de påvirkninger, som det omgivende miljø udsætter os for, uden at det er med en langsigtet personlig ”sundhedsplan” for øje. Den tilgang står i modsætning til den traditionelle medicinske tankegang om sundhedsforebyggelse, hvor usund adfærd betragtes som en fejl hos den enkelte i valget af livsstil og sundhedsadfærd. Passiv strukturel forebyggelse bygger på, at det ikke udelukkende er den enkeltes forkerte eller uhensigtsmæssige adfærd, der reguleres via oplysning, restriktioner eller samfundets moralske fordømmelse. Den grundlæggende holdning er anderledes. For selv om den enkeltes adfærd er central i forhold til, hvad der fremkalder livsstilssygdomme, ligger det ikke udelukkende som et ansvar og krav hos den enkelte, men i lige så høj grad i den måde, vi fysisk og socialt har indrettet os på i nærmiljøet.
Formålet med passiv strukturel forebyggelse er dels den klassiske tilgængelighedstanke: ”At det sunde valg bliver det tilgængelige og nemme valg”, og dels ”at det sunde valg bliver det naturligste og sjoveste” i alle hverdagens aspekter. Planlægningen og udformningen af vore omgivelser skal i den passive strukturelle forebyggelse sikre, at alt det, man egentlig ikke vælger for sundhedens skyld, men som man blot gør i hverdagen, fordi det er nemt, sjovt livgivende, bidrager til sundhed og fremmer fysisk aktivitet. Det er her, det passive i den strukturelle forebyggelse kan spille en særlig rolle, idet ansvaret for et sundt liv ikke udelukkende lægges på individets egne skuldre. Omgivelserne skal sikre, at man i al ubemærkethed flyttes til en mere aktiv og sundere livsstil.
Hypotesen er, at den passive strukturelle forebyggelse egner sig til at øge den moderate hverdagsmotion for alle samfundsgrupper, også blandt de mange (eller snarere især), der ikke på forhånd er interesseret i sport og motion.
