Der bruges mange millioner kroner hos eksempelvis OplevGudenåenVisitgudenåen og de 7 Gudenå kommuner til møder, planer og markedsføring af Gudenåens herlighedsværdier, men samtidig får “Gudenåen lov til at sejle sin egen sø”. Mange seriøst arbejdende personer har lagt mange timer i informationsmateriale og markedsføring. Det harmoner ikke med det der foregår i den virkelige verden.

Landbrugsarealer, haver, landgangsbroer, overnatningssteder og rekreative områder oversvømmes. Eksempelvis er den højt profilerede pramdragersti helt forsvundet, så det i disse år er komplet umuligt at vandre ad pramdragerstien, fordi Gudenåen har ædt stien op. Det er ikke fair overfor folk, at lokke med nogle forhold der på ingen måde har hold i virkeligheden.

For at kompensere for dette bruger kommunerne i forbindelse med Grøn Partnerskab stor energi og mange millioner kroner på broanlæg langs Gudenåen, så man kan færdes tørskoet langs Gudenåen. Løsningen er ellers ganske enkel – vedligehold vandløbet og klip grøden. I stedet bygger man således lange, bekostelige broanlæg langs Gudenåen. Folk i turisterhvervet ved, at er der noget turisterne efterspørger er det autencitet. Der er ikke mange pramdrager der har spankuleret rundt på elegant anlagte egetræsbroer en meters penge over det historiske vandspejl i Gudenåen.
 
Camping- og teltpladser lider også under oversvømmelserne i Gudenåen. På teltpladsen i Bjerringbro har der eksempelvis været arealer der ikke kunne anvendes i flere perioder. Mange af anløbsbroerne på kanopladserne er oversvømmet.

Kanoudlejerne og ikke mindst kanosejlerne er meget generet af den høje vandstand. Dels er det ikke behageligt at sejle rundt i grøden, hvor padlen og pagajen fanger grøden, og dels er det vanskeligt med ind og udstigningen af kanoen eller kajakken. De stærkeste klarer den, men børn, ældre og de knap så mobile udsættes nogle gange for uheldige situationer, hvor de havner i vandet. Vi håber på at det ikke ender alvorligt galt.