Nationalt bliver der lagt stor energi i, at få befolkningen, især børn, ud i naturen og meget gerne fysisk aktive. Danmarks Naturfredningsforening, Naturstyrelsen, Friluftsrådet m.fl. kommer med forslag og opfordringer om at komme udendørs.

Trods de mange statslige opfordringer til at få os udendørs, halter det gevaldigt. Hvorfor denne tendens?

En ret stor gruppe forældre undlader at tage i naturen, fordi de ikke helt ved, hvad de skal lave derude med deres børn. Dem vil vi rigtig gerne hjælpe på vej, og derfor har vi valgt, at gøre det så let som muligt for børnefamilierne at låne en Natur-rygsæk med spændende grej. Det er vigtigt, at vores børn kommer ud i naturen, så vi håber, at Natur-rygsækken kan være med til at få endnu flere familier ud i Gudenådalens skønne natur.

Der er ingen tvivl om, at der er rigtig mange børn og forældre, der godt kunne tænke sig nogle spændende oplevelser i naturen. Så vi både tror og håber, at rygsækkene vil blive taget godt imod derude, og at de vil blive flittigt brugt.

Vi vil gøre det sjovt og nemt at komme ud i naturen. Vi har ”pakket rygsækken” til børnefamilierne. Efter gode snakke om friluftsliv og legende børn i naturen, besluttede Outdoor Bjerringbro (Jeppe) i samarbejde med Langå Camping (Lena), at udvikle Natur-rygsækken i håb om, at den vil motivere til flere sjove oplevelser i naturen langs Gudenåen.

Naturen giver os ro og tid til at reflektere over livet. Det er vigtige mentale vitaminer, også for vores børn, der vokser op med mobilen som elsket legekammerat, samtidig med at de er langt mindre ude i naturen end tidligere generationer.